Verdens TV - Nyhedsbrev - 23. januar 2012
                 

Kære seer
Så er vi her med endnu en uges TV-tips til dig. I aften kan vi særligt anbefale dig at tænde for SVT, hvor du kan følge uddelingen af Sveriges største filmpris Guldbaggen og på torsdag kan du komme tættere på vores rige nabo mod nord, når dokumentaren Status Norge sætter fokus på Norge som olieparadis.

Læs mere i vores tv-tips nedenfor.  

Ny underholdende dramaserie
Hvis du kan lide at grine med, når en tv-serie sætter nutidens samfundsforhold ind i nye, overraskende sammenhænge, så skal du se med på onsdag på NRK. Her begynder en ny humoristisk dramaserie, hvor hovedpersonen - en gangster fra USA - kommer til Norge, hvor han som indvandrer og arbejdsløs skal lære det norske velfærdssamfund at kende. Det bliver underholdende og nytænkende - og du vil helt sikkert kunne genkende dele af virkeligheden i den fine produktion med både norske og internationale skuespillere.

Guldbaggen - Sveriges største filmpris - mandag 23/1 kl. 20.00 på SVT1
Prisuddeling. Se med direkte, når den røde løber rulles ud for alle de svenske filmstjerner, der kæmper om at vinde Sveriges største filmpris ”Guldbaggen”. Prisen uddeles via 19 forskellige kategorier til de personer, som har bidraget med noget særligt til svensk film i det forgangne år.


Status Norge - Den norske oliefest - torsdag 26/1 kl. 23.15 på NRK1
Dokumentar. Norge har igennem mange år levet godt af landets store oliereserver. I denne dokumentar møder vi landets første oliegeneration, og ser nærmere på den ”oliefest”, der har præget landet i flere årtier. Se med, og kom tættere på vores rige nabo mod nord.


Lunefuld lykke - fredag 27/1 kl. 20.15 på ARD - TEKSTET PÅ DANSK
Film. Se komedien om speciallægen, der flytter til Freiberg for at blive leder af et hjerteforskningscenter. Her møder han den livsglade Lina, der skal hjælpe ham med at finde en passende lejlighed. Kravene er store, men pludselig er der andre ting, som kommer i fokus…

God fornøjelse 

Verdens TV

 

 

 Tilbage